Hvad kommer på dagsordenen i 2012, når man har privatforbrugere som kunder? Det spørgsmål bliver vi naturligvis stillet hele tiden i her ved årsskiftet – og nu får du vores svar. Dette er det tredje indlæg i en serie, der introducerer de fem vigtigste forbrugertrends i 2012.
I det seneste nummer af FDB’s magasin Samvirke kan vi få gode råd til, hvordan vi tilbereder gammel mad, samler mad op fra affaldscontainere og ignorerer sidste holdbarhedsdato.
På DR2 kan vi følge med i dokumentaren “The People’s Supermarket”, hvor kunderne med glæde køber convenience-fødevarer tilberedt af ferske råvarer, der ellers ville være blevet kasseret.
To trends smelter sammen
Det er i virkeligheden to trends, der mødes her – og netop derfor er opgøret med madspild et godt eksempel på værdier, der bliver vigtige i år.
Den ene trend er naturligvis krisen. Hvis vi kan lære os selv at spise op og spise gammel mad, så kan vi spare penge på privatbudgettet.
Den anden trend har noget med nye værdier og moralbegreber at gøre. Vi tror, at nogle af de tanker, der finder sin (til tider noget uklare) stemme i Occupy Wall Street-bevægelsen, får stor indflydelse på de værdier, der ligger til grund for forbruget i 2012.
Forbrugerne har mistet tiltroen til markedet
Occupy-bevægelsen repræsenterer et værdiskred, som er mere end ærgrelse over krisen. Det handler om, at folk har mistet tiltroen til markedet og de mekanismer bag det, som vi som individer og borgere ingen indflydelser har på. Folk tror ikke længere på, at vi kan redde verden, hvis bare vi øger privatforbruget.
Den sidste nye iPhone er lavstatus
Det betyder ikke, at forbrugerismen er død, men det betyder, at der kommer nye værdier i vores forbrug, hvor det bliver umoralsk og får lavstatus at ”bruge og smide væk”.
I år kommer vi for alvor til at inddrage spørgsmålet om ”rigtigt” eller ”forkert” i vores overvejelser, når vi shopper. En del forbrugere vil i år fravælge at udskifte den gamle iPhone-model med den nye, alene fordi det er umoralsk at udskifte dyre og miljøsvinende produkter i tide og utide bare for at kunne blære sig på caféen eller til forretningsmødet.
Vi vil have mere ud af vores produkter
Kendskabet til begrebet ”Planned obsolescence” (planlagt forældelse), hvor produkter designes til at blive forældede (enten fordi de holder op med at virke, ikke længere kan bruges sammen med nye apparater eller software, eller fordi der kontant kommer en nyere og smartere model, så den gamle skal smides ud), øges betydeligt i år.
Mest muligt for pengene er stadig god latin – men forbrugerens fokus ligger i højere grad på at få mest muligt ud af sine produkter. Ikke at få flest muligt.
Og det er alt andet lige gode nyheder for virksomheder, der kunne tænke sig at konkurrere på andet end pris.
foto: ‘Stop Spild af mad’, The People’s Supermarket, Fibonacci Blue
——
Næste artikel i Agenda 2012-serien handler om crosschannel-salg
Fik du ikke læst om de første to vigtige 2012-trends?
Agenda 2012: Den gennemsigtige forbruger
Agenda 2012: Krisen fortsætter, men der er lyspunkter
Vil du vide mere om årets vigtigste trends?
Book foredraget ”Agenda 2012”, hvor vi går i detaljer med masser af eksempler og anvisninger på, hvordan din butik eller dit brand kan bruge trendsene i praksis.
Vi tilbyder foredraget til spotpris, hvis du booker det i januar eller februar.

